Rane Willerslev var kun 20 år, da hans nysgerrighed første gang drev ham langt ud i den sibirske ødemark. Senere fulgte en lang række andre dramatiske ekspeditioner.
I Kamtjatka stod han ansigt til ansigt med en aggressiv bjørn. I 65 graders sibirsk kulde var han ved at fryse ihjel. Da den russiske skindmafia var i hælene på ham, måtte han flygte ud i tajgaen og gemme sig i månedsvis. Senere rejste han til Uganda for at møde stammen, der var kendt som ”verdens mest modbydelige folk”.