Bogen ’Pernille Harder – pigen, der ville være verdens bedste fodboldspiller’ er historien om Pernille fra Tulstrup i Midtjylland. Hende den mærkelige, der ikke gad lege med dukker og ride på heste. Hende, der i begyndelsen var nødt til at spille med drengene, fordi der ikke var nok spillere til et pigehold. Og endte med at blive en af verdens bedste.
Det er historien om både Pernilles privatliv og karriere som professionel fodboldspiller, om at tro på sig selv og gøre det, man har lyst til, selvom alle de andre gør noget andet – rigt illustreret og skrevet til de mange 10-12-årige piger, der har Pernille som idol.