Jessica McCabe - How to ADHD - En insiders guide til at arbejde med din hjerne (ikke imod den)
Når din hjerne fungerer anderledes, dur det ikke at arbejde endnu hårdere. Glem det! Prøv noget andet!
I denne ærlige, imødekommende og livskloge guide deler Jessica McCabe - grundlæggeren af den populære YouTube-kanal How to ADHD - sine dyrekøbte erfaringer og praktiske strategier, der har hjulpet hende med at overleve og trives i en verden, der ikke er skabt til hendes hjerne.
Jessica blev diagnosticeret med ADHD som 12-årig og kæmpede med en hjerne, hun ikke forstod. Hun glemte ting, hang i bremsen og skulle knokle dobbelt så hårdt som alle andre - mens hun sakkede mere og mere bagud. Som 32-årig, hvor hun var nyskilt og flyttet hjem til sin mor, besluttede Jessica at undersøge og forstå sine ADHD-udfordringer ordentligt. Hun kontaktede eksperter, læste stribevis af artikler og begyndte at dele sin nye viden på YouTube.
I How to ADHD fortæller Jessica uden filter om livet med ADHD - og om de redskaber, der har ændret hendes liv. Nøglen til at navigere i en verden, der ikke er indrettet til neurodivergente hjerner, er at forstå og arbejde med sin hjerne, ikke imod den.
