Hvis Grønland river sig løs - Martin Breum

Tag med på en utrolig færd! Tag med til Grønland, til Thule-basen, til politikerne i Nuuk og direkte ind på statsminister Lars Løkke Rasmussens kontor, på forsvarets skibe i Arktis og alle de andre steder, hvor kongerigets fremtid afgøres. Vi rejser til hjertet af et af nationens mest aktuelle dilemmaer: Hvad nu, hvis Grønland river sig løs? Hvad sker der, hvis 98 procent af kongerigets territorium løsrives og bliver en uafhængig nation? Hvordan vil det påvirke Danmark og danskerne? Vores tanker om os selv og hvor vi kommer fra? Hvad vil det betyde for de 57.000 mennesker, der bor i Grønland – og for Grønland? Et stort flertal af grønlænderne støtter visionen om det uafhængige Grønland, løsrevet fra Danmark. Grønlands egen grundlov er ved at blive skrevet, og Grønland har for første gang nogensinde fået en Selvstændighedsminister. Det kan være svært for folk i Danmark at se for sig, hvordan Grønland skal klare sig uden tilskuddene fra Danmark, men i Grønland peger de ivrige på Grønlands kolossale muligheder for udvinding af mineraler, olie, gas, fiskeri og turisme. I København arbejder regeringen i den stik modsatte retning af politikerne i Grønland. Danmark vil sammen med Grønland og Færøerne være en arktisk stormagt. Danmark vil især sammen med Grønland udnytte den enestående, nye dynamik i Arktis, klimaforandringerne og stormagternes nye fokus mod nord. Isen forsvinder og for første gang i mennesket historie er et helt nyt ocean – Det Arktiske Ocean – ved at åbne sig for menneskelig trafik. Grønlands strategiske plads midt i denne hastige forandringsproces skal bruges til gavn for Danmark, for grønlændere og færinger, for miljøet og klimaet, for erhvervslivet og freden. Modsætningen mellem målene i København og Nuuk bliver stadig mere grel. Drømmen om det tætte samarbejde i Arktis vil være meningsløs uden Grønland, og i Nuuk står uafhængigheden forrest. I 2016 skrev en ny regering i Grønland i første linje i sit regeringsgrundlag: ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed”. Martin Breum udforsker dette voksende dilemma i indlevende reportager, skarpe interview med de centrale aktører, rejser og uventede besøg f.eks. hos kunstmaleren Per Kirkeby og den unge, grønlandske stjerneforfatter Niviaq Korneliussen, der skriver om all that postcolonial shit. I 2012 skrev Martin Breum Når isen forsvinder. Her tog han fat i de fundamentale nybrud i Arktis, der følger af klimaforandringerne. Om Danmarks første forsøg på at orientere sig i den nye dynamik i Arktis, om Danmarks og Grønlands krav på havbunden ved Nordpolen. I 2014 udgav han Balladen om Grønland; et skarpt snit i forholdet mellem Grønland og Danmark, konflikterne om uran, olie og løsrivelse, reportage fra Nordpolen og indblik i en række menige grønlænderes syn på Danmark. Bogen vandt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris. Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker er endnu en topaktuel, engageret reportagebog om nybrud i vores syn på os selv og på Danmarks og Grønlands plads i verdenssamfundet.  

Udg. dato:03-04-2018
Indbinding:Hæftet
ISBN:9788702237757
Sidetal:252
Størrelse i mm (BxHxD):160x232x21mm
Vægt:445g

299,95
Andre så også på disse produkter