Lukas Birch, Lisbet Dahl - Man bliver jo ikke gammel i min alder

Lukas: Hvornår følte du dig egentlig gammel første gang? 

Lisbet: Det har jeg aldrig gjort! 

Lukas: Aldrig? 

Lisbet: Nej, jeg føler mig ikke gammel. Jo, altså jeg er gammel. Det har jeg lissom et spejl, der minder mig om hver morgen. Ligesom jeg har en dåbsattest, der fortæller det. Men jeg finder mig ikke i det. Jeg troede, jeg blev gammel, da jeg fyldte tres, men det blev jeg ikke. “Nå,” tænkte jeg, “så bliver jeg det nok, når jeg bliver halvfjerds.” Men det gjorde jeg heller ikke. Nu er jeg firs, og jeg er stadig ikke gammel. Man bliver jo ikke gammel i min alder. Det gør man ikke. Vi er den første generation, der ikke bliver gamle – i hvert fald ikke som vores forældre og bedsteforældre blev det.

 

---------------

 

Med bid, selvironi og en særlig evne til at se livet lige i øjnene fortæller Lisbet Dahl om alderen, der ikke trykker. Om en generation, der ikke går på pension. Om mødet med den eneste ene – hele syv gange. Om at komme gennem svære stunder i karrieren og i kærligheden. Og om at miste nogle af dem, hun holdt allerkærest. Lisbet deler også gavmildt ud af anekdoter om de store personligheder fra dansk komiks guldalder, som hun nu er en af de sidste til at huske: “Fordi jeg skylder at gøre det.” Bogen er fortalt til Lukas Birch, den unge revymand, som Lisbet har lært at kende gennem et tæt samarbejde over de seneste år.