Natten, Daggry, Dagen - Elie Wiesel
»Jeg har fortalt lidt om min fortid, ikke for at I skal forstå den, men for at I skal vide, at I aldrig kommer til at forstå den«. Sådan skriver den jødiske forfatter, professor og politiske aktivist Elie Wiesel bl.a. om sine oplevelser under og efter 2. Verdenskrig. I Rosinantes klassikerserie har vi nyoversat hans selvbiografiske romantriologi Natten, Daggry og Dagen, der for første gang udkommer samlet på dansk – tre romaner, der er små af omfang men bærer på historier af stor tyngde. Her med forord af Herman Pundik. Natten, der udkom i 1958, fortæller om jøderne i byen Sighet og deportationen til udryddelseslejrene. Daggry handler om den unge Elisha, der som deltager i kampen for et selvstændigt Israel bliver udvalgt til at skyde en engelsk officer, som jøderne holder som gidsel. Dagen er beretningen om en mand i New York, der er kommet alvorligt til skade ved en ulykke, og som – mens han svæver mellem liv og død – hjemsøges af forfærdelige minder fra krigens tid.